Mormors rose
Flytter med
Min mor elskede denne rose, som hun fik af vores ældste søn, da han kun var to år gammel.
Rosen var en almindelig potterose fra supermarkedet, som blev plantet udenfor og passet og plejet både sommer og vinter.
Rosen fulgte med, da mine forældre flyttede fra hus til lejlighed. Der var en lille plet uden for døren - lige velegnet til rosen.
Til sidst måtte min mor flytte på plejehjem, og rosen blev stående i det lille bed uden for døren, men min far passede godt på den i årene efter min mors død.
Nu er min far her ikke mere, og rosen skulle selvfølgelig flytte hjem til os.
Jeg synes nu ikke, at den virker helt tilfreds, men jeg prøver at gøde og vande og sende varme tanker til min mor, så mon ikke jeg kan holde liv i den.