Siden sidst + ugens lille forbedrin
Foråret er her endelig, valgdagen, startet på “dødsoprydning”
En lille sommerfugl fandt vej til vores have og landede midt i en solstråle.
Det er da tegn på forår, når det begynder at summe af liv i haven.
Valgdagen
Valgdagen startede på vores faste valgsted, hvor vi var indkaldt som valgstyrere.
Det betød, at vi mødte ind kl. 07.00 og var på stedet, indtil alle stemmer var talt op. Alt gik heldigvis op, og vi var færdige med stemmeoptællingen allerede kl. 22.00.
Alligevel var vi lidt groggy dagen derpå, hvor vi fulgte med i valgets videre udvikling og ellers bare slappede af foran fjerneren.
Tirsdagens job
Spændende at se, hvad det hele ender med
Sæson for asparges
Der er nogle råvarer, som hører foråret til - nemlig asparges og nye kartofler. Der findes mange forskellige tilberedningsmuligheder, men jeg holder meget af denne lækre frokostret
Uhm… elsker asparges og nye kartofler
“Dødsoprydning”
Det lyder dramatisk, men hvis du ikke ved det, kommer fænomenet fra Sverige og betyder processen med at nedskalere sine ejendele.
Vi har været på genbrugspladsen med de første læs, og jeg har solgt flere ting i ugens løb. Det føles godt.
Jeg regner bestemt ikke med, at jeg er i nærheden af at dø en naturlig død af alderdom, men jeg tror alligevel, at det vil være relevant for mig at starte “dødsoprydningen” nu.
Genbrugspladsen besøges flittigt i denne tid
Et møbel med historie flytter ud
Jeg har et gammelt møbel fra min bedstemors hjem.
Et fint, massivt chatol i egetræ, lavet med sirlig hånd af min onkel. Møblet var oprindeligt tiltænkt ham, men ulykkelige omstændigheder i familien gjorde, at møblet endte hos mine forældre, da min bedstemor døde.
Møblet flyttede rundt med mine forældre, og flyttede med min mor, da hun kom på plejehjem. Til sidst endte det hos mig.
Møblet har sin helt særlige historie, og jeg vil være så ked af at sende det til genbrug.
Jeg har derfor forhørt mig ud i familien, om ikke nogen da kunne have lyst til at få møblet.
Jeg blev derfor utrolig glad, da min niece sagde, at hun tydeligt kunne huske chatollet fra sin barndom, når hun besøgte min mor og far, og at hun gerne vil have møblet hjem til sig.
Et smukt og håndlavet møbel i gedigne materialer
Møblet har fin opbevaringsværdi, små skuffer og hemmeligt rum
Ugens lille forbedring
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg sover dårligt for tiden.
Det er ellers normalt ikke noget, der ligger til mig at sove dårligt, men jeg tror, at det er fordi, der sker så mange ting i mit liv lige nu.
Jeg har derfor taget et af mine egne råd op - det er faktisk lang tid siden, jeg har brugt det sidst, men jeg ved, at det virker.
Lige inden sengetid drikker jeg et lille glas af naturens egen sovemedicin - kirsebærsaft. Kirsebærsaft styrker nemlig kroppens niveau af det naturlige hormon melatonin, som hjælper med at regulere døgnrytmen
Jeg har derfor bestilt 3 liter af den skønne sovedrik og vil lade det blive en vane med det lille glas hver aften.
Et glas kirsebærsaft giver ro og bedre søvn




