Profil

Hej

Velkommen til min blog med mine ønsker om en sund og dejlig seniortid. Jeg vil dele mine tanker og oplevelser med dig på min rejse gennem seniortiden. Håber at du synes om bloggen og har lyst til at følge mig.

Et af de store spørgsmål

Et af de store spørgsmål

Skal gravstedet fortsætte?

For et års tid siden ramte en mail fra Horsens Kirkegårde min mailboks.

Vores gravsted var på vej til udløb, og jeg skulle tage stilling til, om det skulle fornyes.

På skovkirkegården, hvor mine forældre ligger, tror jeg helt klart, at jeg kan sige, at vi er de eneste, der besøger gravstedet der.

Jeg var egentlig ikke i tvivl - selvfølgelig skulle gravstedet fornyes - det er jo min mor og far, der ligger der på skovkirkegården under den flade sten i græsset, hvor der står MOR og nedenunder FAR.

Det satte alligevel nogle tanker i gang hos mig.

Vi har nemlig mere end ét gravsted.

Familiegravstedet - hvad med det?

I familiegravstedet ude på landet, ligger mine svigerforældre, svigerinde og svoger og mine svigerforældres to førstefødte børn. Gravstedet er så stort, at der også er plads til os - tanker som jeg helst ikke bevæger mig ind i.

På trods af, at det eneste sikre her i livet er, at vi skal dø, så har jeg et meget anstrengt forhold til døden, så det er bestemt noget, jeg skal arbejde med.

Med hensyn til besøg på kirkegårdene, så er jeg bare ikke så sikker på, at der kommer særlig mange på gravstederne udover os - og når vi ikke er her længere - hvem kommer så?

Nu nærmer udløbsdatoen sig også for familiegravstedet, og vi skal til at tage stilling igen.

Og ja, og så har vi jo også lige gravstedet for mandens bedsteforældre og moster. Her skal der også inden længe tages stilling.

Hvad skal der ske fremover?

Skal man derhen, hvor man må sige, at når ingen besøger gravstedet længere, så skal det nedlægges?

Ja, det skal man vel - men jeg har svært ved at nedlægge et gravsted for nogen, som jeg har kendt og har blodets bånd med.

Derfor skal mine gravsteder eksistere, så længe jeg lever.

Skovkirkegården hvor mine forældre ligger er altid smuk

Der er efterhånden langt mellem gravene på Rårup kirkegård

Siden sidst

Siden sidst