Nyt år - en ny begyndelse
Et nyt år med uskrevne sider som vi selv skal fylde ud ligger foran os
I går var det nytårsaften, og vi har taget hul på et helt nyt og ubrugt år.
Der er nu noget godt ved at kunne sige “vi starter på en frisk”.
Et kig på visionboard 2025 og det nye 2026
Jeg gør mig nogle tanker hvert år, og mine visioner fælder jeg ned i et visionboard for det nye år.
Nytårsdag er visionboardet for 2025 fundet frem, og vi hygger os med at lave vores visionboard 2026.
Mens det nye visionboard for 2026 stille og roligt tager form, snakker vi lidt om året, der er gået, og at det er rart at se, at nogle af visionerne for 2025 faktisk er lykkes.
Vi har fx stadig sparet på energien og halveret vores elregning, 2025 blev også året, hvor vi rykkede godt på vores ombygning, og blandt andet fik åbnet op til vores gang, så lyset nu kan strømme ind, og det blev året, hvor der blev taget store beslutninger, som får betydning for fremtiden.
Noget der ikke stod på vores visionboard 2025 var, at vi skulle få længerevarende besøg af ældstebarnebarnet fra New Zealand, som stadig er her og lige nu er en del af vores liv, og også, at hans far tog rejsen endnu en sommer til Danmark, hvor vi var sammen i en hel måned.
Tiden som vi havde sammen er uvurderlig tid, som ikke kan købes.
Når dagen den 1. januar er omme, ligger vores visionboard for 2026 klar med vores visioner og drømme for det nye år.
Her er nogle af tankerne for det nye år omskrevet til nytårsforsætter.
Nytårsforsætter
Vi har besluttet at holde en tør januar/hvid januar. Det vil sige en januar, hvor vi ikke drikker alkohol. Det bliver svært i visse festilige situationer, men vi holder fast i beslutningen.
Vi fortsætter den nye livsstil med fokus på grønt og motion - en ny livsstil som tidligere har givet os så meget mere velvære og energi
Jeg vil blive ved med at tænke positivt - være lykkelig for at blive ældre, selv om jeg hader kroppens forfald og har stadig ikke vænnet mig til, at min fødselsdag begynder med 7
Jeg vil være den bedste udgave af mig selv og blive ved med at lade glasset være halvfuldt i stedet for halvtomt
Jeg vil komme endnu mere ud i naturen - ud i det blå - og nyde årstiderne, få masser af ilt, sollys og frisk natur
Jeg vil sørge for, at der er friske blomster eller grene i stuerne hver uge
Jeg vil have mere fokus på mine aktieinvesteringer og tage handling til køb og salg
Jeg vil blive ved med at tage godt imod de tanker, der gør mig glad og sende de kedelige tanker videre
Dyrke mere nærvær, ro og tid i naturen
En løftet pegefinger til mig selv igen - nu SKAL jeg altså begynde at brugecykelhjelm
Drømme
Udover at drømme om at se endnu mere til min familie i det kommende år, drømmer jeg om at lave noget mere med hænderne.
Holde strikkepindene i gang - fingrene er ved at blive stive
Begynde at lave papirblomster igen - også godt for fingrene
Så mit eget microgrønt og drysse på min æggemad
Min aller-allerstørste drøm igen i år: At få mulighed for at se familien familien i New Zealand
Et kig på visionboard 2025 mens 2026 er på vej




