Siden sidst
Meget er sket - farvel til murermestervillaen, 52 år i flyttekasser + nyt til lejligheden
Meget er sket siden sidst, og der er sket store ændringer i mit liv.
Vi har sagt farvel til murermestervillaen på den lukkede vej i midtbyen. En ny ung familie står nu klar til at overtage huset, hvor vi har boet i 52 år.
Vi har knoklet de sidste tre uger for at få det hele flyttet, så de unge mennesker kan komme ind. Overtagelsen er officielt den 1. juli, men forståeligt nok, vil de unge mennesker gerne have nøglerne før, så det ønske har vi imødekommet, og de har fået nøglerne pr. 15. juni.
Farvel til Læsøgade efter 52 år
52 år i flyttekasser
Det har ikke været nemt at pakke livet ned i flyttekasser. 52 år har vi boet i huset, hvor vi har haft god plads til at gemme minder, arvestykker og bare ting, som vi ikke kunne smide ud.
Efter utallige ture til genbrugspladsen og en kontakt til Genbrugsland, der var så søde at afhente de gamle tunge møbler, ja, så lykkes det at få pakket 52 år i flyttekasser og tømt huset.
Og ja, det var en svær dag, da stuerne var tomme, og vi sad en sidste gang på trappen og kiggede ud i haven - haven som i løbet af årene er blevet lige præcis, som vi havde drømt om, og huset som er blevet nænsomt renoveret, og hvor hver kvadratcentimeter er udnyttet. Jeg synes godt, vi kan være stolte over det, som vi har præsteret gennem årene.
Mærkeligt med de tomme stuer
Nyt liv ved søen
Nu sidder vi her ved søen og nyder udsigten, mens vi prøver at finde vores egne ben her i lejligheden på 90 kvadratmeter. Det er noget af en omvæltning mod de mange kvadratmeter, som vi flyttede fra.
Her er ingen trapper, men elevator, hvis det kniber med bentøjet, der er ingen dørtrin og lejligheden er til at overskue, have har vi ikke længere, men en dejlig stor altan med en fantastisk udsigt - og så ligger vores båd lige nedenfor.
Men vi tror, at det er rettidig omhu at flytte nu. Vi kan mærke, at tingene er blevet mere besværlige, og vi har brug for at bruge mere tid på vores sundhed. Det er noget, vi vil prioritere højt i fremtiden, og med naturen lige udenfor er der ingen undskyldning.
Her er mit nye liv
Nyt til lejligheden
Der bliver mange ting, som skal udskiftes, og der skal tænkes over smarte løsninger til den lille bolig.
Jeg prøver derfor at dele lidt med jer, hvad jeg finder på af nyt til lejligheden.
Det første vi har investeret i, er planter til altanen.
Jeg har valgt tre træer af sorten Pilebladet pære også kaldet “Nordens oliven”. Den er vinterhårdfør og giver en let og luftig stemning på altanen.
Planterne er opstammede og 120 cm høje og er plantet i store lerkrukker. Alt er købt hos Plantorama - ingen reklame, men bare et tip.
Følg med i livet ved søen i næste uge 😊
Så er der købt planter til altanen
Jeg synes, at pilebladet pære er så smukt et træ - og så er det vinterhårdfør




