Siden sidst + nyt til lejligheden
Tjek af mine faldskader hos lægen, byggearbejde i udlejningsejendommen, det spirer i køkkenet, solformørkelse, sommerfest, gåtur til byen, nyt til lejligheden
Skaderne fra mit fald for mere end 14 dage siden generer mig stadig, så jeg valgte, at få et tjek hos lægen.
Det viser sig, at jeg har fået et hæmatom, som er en stor blodansamling i en muskel.
Når jeg kan bruge benet ubesværet, er det ikke farligt, men der kan sagtens gå et par måneder, inden det går væk igen.
Beroligende fisk i venteværelset
Byggearbejder i udlejningsejendommen
Nabohuset er blevet solgt, og de er i gang med den helt store ombygning.
I den forbindelse fjernede naboen faldstammen - indtil han fandt ud af, at vi har fælles faldstamme.
Det gav lige lidt panik, og nu er spørgsmålet, - når nu hullet er lavet - om vi skal få vores egen faldstamme, eller fortsætte med at dele. Det koster lige lidt tanker og smedetimer.
Vi står overfor en lidt kompliceret sag med faldstammen
Det spirer i køkkenet
Jeg laver i øjeblikket en reklame for at dyrke sine egne spirer, og det går faktisk meget godt. I løbet af nogle dage regner jeg med at kunne klippe grønt til min æggemad.
Der er gang i alle tre spireskåle
Solformørkelse
Vi så solformørkelsen i onsdags fra første række mod vest.
Jeg havde købt de specielle briller til anledningen, og det var et specielt og smukt syn, da lyset ændrede sig, temperaturen faldt, og fuglene blev stille.
Solformørkelsen blev set fra første række mod vest
Og selvfølgelig med beskyttelsesbriller
Sommerfest
Vi var inviteret til ejerforeningens årlige sommerfest, og det var første gang, vi var med som beboere.
Det var hyggeligt at mødes med andre, som bor her i foreningen, og vi fik dejlig mad, masser af snak og fik sunget et par sange.
Der var få skridt hjem i den lune sommeraften, hvor vi sad et kvarterstid på altanen, inden vi gik i seng.
Første gang til sommerfest som beboer
Drikkevarer medbragte vi selv
Gåtur til byen
Søndag var en langsom dag, hvor vi spadserede gennem parken og ind til byen.
Vi har ikke gået turen før, og var spændte på, hvor lang tid, det ville tage. Vi tog et par stop undervejs - jeg har problemer med at gå langt efter mit ankelbrud for nogle år siden.
Det var dejligt at se naturen til den anden side - vi bor jo lige midt mellem søen og parken.
Nu ved vi hvor fiskehejren er, når den ikke er ved søen
De mange ænder og gæs lå og hyggede sig i eftermiddagssolen
Nyt til lejligheden
Jeg laver jo en del reklamefilm og har derfor brug for et kamerastativ. Det er altsammen noget der fylder, og efter vi er flyttet til en mindre bolig, er der kommet fokus på at udnytte alle centimeter på bedste vis.
Mit gamle kamerastativ er derfor blevet udskiftet med en lille sag, som kan være i en håndtaske og ellers ligge diskret på en hylde i skabet.
Det noget større kamerastativ er udskiftet med denne lille sag
Udtrukket til 135 cm
Nem at have i tasken



