Tanker om at skælde ud med kærlighed
Hvordan kan du udtrykke sig uden at skabe afstand?
Noget, som jeg havde glædet mig til, gik ikke, som jeg forventede, og for første gang i lang tid, blev jeg overmandet af en tristhed og magtesløshed.
Mit glas var for en gangs skyld mere halvtomt end halvfuldt - noget der slet ikke kendetegner mig.
Situationen udløste en række af tanker om dårlig samvittighed - specielt over min væremåde overfor min far i hans sidste leveår.
At være nogens barn
Jeg var ikke altid retfærdig overfor min far. Jeg kunne fx blive voldsomt irriteret, når han frejdigt sagde:
“VI skal have taget blodprøver i næste uge” eller “VI skal på høreklinikken” - ja, så betød det, at jeg skulle køre ham osv.
Han havde (selvfølgelig) forventninger til mig, som sit eneste barn, men jeg var lidt presset, da jeg både var på arbejdsmarkedet og jo også havde en familie at tage mig af samtidig med ham.
Han havde desværre mange helbredsproblemer de sidste år af hans liv og var tit på sygehuset, så det krævede en del kørsel til og fra behandlingsstederne.
Jeg tror, at det var presset fra hans forventninger, som gjorde, at jeg havde behov for at udtrykke mine egne frustrationer overfor ham - dybt uretfærdigt.
Fortryder
I dag har jeg fortrudt min irritation overfor ham, men på den anden side, så trøster jeg mig med, at det er ok, at være irriteret på sine forældre, så længe man er nogens barn - uanset hvor gammel man er.
Problemet er bare, at jeg er ikke nogens barn længere, og nu nager det mig, at jeg aldrig fik udtrykt min kærlighed overfor ham.
De små irritationer overfor ham, fylder for mig i dag.
Jeg ville ønske, at jeg havde kommunikeret lidt bedre, og at jeg nu kunne fortælle ham, hvordan jeg følte dengang, og hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde - og så et lille “undskyld, far ❤️”
Det kan jeg ikke, for nu er han død.
Set i bagklogskabens klare lys kan jeg se, at jeg kunne have sagt tingene på en kærlig måde og ikke en afvisende måde. .Gode kommunikationsmetoder kan nemlig føre til bedre forståelse og respekt.
Til gengæld klagede min far aldrig, og han blev aldrig vred på mig, selv om jeg indimellem var uretfærdig overfor ham.
Det var ham, der sørgede for, at der ikke blev skabt afstand, når jeg skældte ud, ved ikke at tage til genmæle.
Måske skal jeg tolke det som, at han tilgav mig og elskede mig?
Jeg plages stadig over min dårlige samvittighed over ikke at have kommunikeret bedre med min far
