Profil

Hej

Velkommen til min blog med mine ønsker om en sund og dejlig seniortid. Jeg vil dele mine tanker og oplevelser med dig på min rejse gennem seniortiden. Håber at du synes om bloggen og har lyst til at følge mig.

Weekend vibes uge 8 - 2024

Weekend vibes uge 8 - 2024

Ugen der gik: Misset træning, i stedet for brød, uden kød, ud med arbejdslivet, minder, skakpige på besøg, kælderen

Motion er vigtigt i seniortiden, og jeg går i fitnesscentret to gange om ugen. Den ene dag tager jeg direkte til badminton, hvor jeg spiller i to timer. Det er min sjove motion 😊

I tirsdags var jeg lidt stresset over, hvad jeg skulle nå, så jeg valgte at køre lidt tidligt til badminton og så lave mine indkøb på vejen. Det blev til et hurtigt “hej - jeg tager direkte til badminton” og ud ad døren.

Jeg fik gjort mine indkøb og kunne lige nøjagtig nå at køre til hallen. Da jeg var nået lidt mere end halvvejs, kunne jeg føle, at der var noget forkert, og jeg måtte holde ind til siden for at konstatere, at badmintontaske og ketcher var glemt derhjemme.

Øv, altså - jeg måtte vende om igen og droppe træningen denne gang.

Måske var det meget godt at springe over, for jeg forvred mit knæ sidste gang, jeg spillede, og har stadig smerter i det.

Jeg betragter det dog som et hændeligt uheld at jeg glemte tasken og ikke, at jeg har problemer med hukommelsen 😂

Jeg manglede virkelig min badmintonmotion i denne uge

I stedet for brød

Jeg opdagede pludselig, at vi var løbet tør for brød - også fra fryseren. Jeg manglede også cashewnødder, som jeg plejer at bage brød med. Det blev til et kig i køleskabet - hvad kan vi bruge?

En træt squash blev vækket til live i lækre squasbrud og på den måde fik vi løst problemet med manglende brød lige her og nu. Se min opskrift her

Senere eksperimenterede jeg med et brød lavet på boghvedekerner. Boghvedekerner har ry for at være ekstremt sunde, så hvorfor ikke spise dem i brød.

Brødet består kun af boghvedekerner og vand, men det er en længere proces, hvor boghvedekernerne først skal udblødes i vand og derefter blendes, hæve længe og bages. Hvis du har lyst til at prøve, kan du få inspiration her

En træt squash reddede det manglende brød

Boghvedebrød kun på vand og boghvede

Uden kød

Ugen fortsatte i det sunde spor. Grøntsagsskuffen blev tømt, og der var dømt kødfri dag.

Jeg lavede en lækker grøn gullasch, serveret med blomkålsmos, og selv manden i huset roste retten.

Overraskende dejlig grøn ret

Ud med det tidligere arbejdsliv

Som jeg har fortalt i et tidligere indlæg, er jeg i gang med den helt store oprydning i kælderen, og på hylderne står mapper som for eksempel med kursusmateriale, avisudklip, børnenes tegninger m.m.

Jeg fandt også en mappe, hvor jeg har gemt et eksemplar af alle de grafiske ting, som jeg har lavet. Hold da op hvor har jeg lavet meget.

Det er en mappe, som jeg ikke har haft åbnet i mere end 10 år, så nu blev den dømt ude.

Jeg tog et billede af noget af det og mærkede en god fornemmelse i maven, da jeg smed det ned i sækken til forbrændingen.

Farvel til et tidligere liv

Minder

Undervejs fandt jeg også gamle billeder af min far, og skønne minder fra dengang hans hund, Gamma, fik hvalpe. Det er uvurderlige minder, som selvfølgelig skal gemmes, men det minder mig om, at man engang imellem skal kigge i de gamle album og mindes de gode stunder.

Jeg fandt også avisartikler fra min collageudstilling på Horsens Bibliotek og en artikel om mine collager i Horsens Posten.

Min far med en af hvalpene

Tre styk hvalpe blev det til - alle hanner

Skakpige på besøg

Endnu et af vores børnebørn er begyndt at spille skak, og denne gang en af de 10 årige piger.

Hun kom forbi fredag aften og fik et spil skak med bedstefar, som var overrasket over, hvor god hun var, og hvordan hun tænker flere træk frem. Hun var så god, at han følte sig en smule presset undervejs i spillet.

Bedstefar kom lidt under pres i skakspillet

Verdens bedste naboer

Vi har verdens bedste naboer.

Søde unge mennesker, som altid er positive og tænker på os - altid med et smil på læben.

Vi er så heldige at få hjælp til murerarbejdet i vores ombygning, og denne weekend har naboen lagt gulvklinker i depotrummet i kælderen.

Endelig har vi et rum, som er lige ved at være færdigt. Nu mangler der kun reoler til opbevaring, inden rummet kan indtages som viktualierum.

Vi inviterede de unge mennesker på kaffe og fastelavnsboller lørdag eftermiddag og afsluttede med et glas rødvin. Skønt når generationer kan mødes på en uhøjtidelig og hyggelig måde.

Rødvinen er drukket, og fastelavnsbollerne spist - hyggelige timer sammen med naboerne

Søndag i kælderen

Søndag var der fortsat oprydning i kælderen og oprydning efter mureren, som nu er færdig med fliserne i viktualierummet.

Vi må sande, at det her er første oprydning, og der skal flere oprydninger til, inden vi er i mål. Lige nu gennemgår vi 50 års liv, hvor alt er gemt - og det er ikke lige nemt det hele.

Der gøres klar til at lægge fliser

Så mangler vi kun at fuge gulvet i viktualierummet

DNA afsløringer

DNA afsløringer

Tips til et godt langt liv

Tips til et godt langt liv