Et sundere alternativ til traditionelle snacks
Kokos jordbær mazarinkager
Jeg er altid på jagt efter nye, sundere alternativer til de traditionelle snacks, og jeg har fundet en skøn opskrift her, hvor du også finder et helt univers af veganske og glutenfri opskrifter uden raffineret sukker.
Jeg har justeret lidt på opskriften, som kommer her:
Bund
150 gram friske og bløde dadler (dem fra papæske)
100 gram kokosmel
1 tsk mandelaroma (jeg bruger den fra Dr. Oetker)
Chokolade ganache
50 gram mørk chokolade, 70-85 %
20 gram plantemælk eller anden slags mælk
30 gram ahornsirup (jeg brugte Manuka honning)
Friske jordbær (jeg havde ingen jordbær, så jeg brugte hele hasselnødder i stedet)
Sådan gør du
Start med at riste kokosmelet på en tør pande ved middelvarme indtil det er gyldent. Sørg for at vende rundt i det hele tiden, så det ikke brænder på. Kom det i en skål og lad det afkøle.
Fjern stenene fra de friske dadler og kom dadlerne i en minihakker. Tilsæt det ristede kokosmel og mandelaroma. Blend det hele godt sammen.
Pres massen sammen med hænderne og del den i 8-10 lige store stykker. Tag ét stykke ad gangen og pres det jævnt ud i en rund udstikker, så du får en rund bund. Jeg har brugt en siliconeform og lod kagerne blive der i.
Hvis du bruger jordbær, så start med at skylle dem, tørre dem godt og fjerne den grønne stilk. Halver herefter jordbærrerne.
Smelt den mørke chokolade over et vandbad. Bland plantemælk og ahornsirup sammen i en lille skål og rør det sammen med den mørke chokolade, når den er smeltet helt. Rør hurtigt og godt rundt indtil du til sidst har en ensartet og lækker chokolade ganache. Det kan godt ligne, at den først skiller, men bare bliv ved med at røre godt rundt.
Top hver bund med lidt af chokolade ganachen og et halvt jordbær - eller en hel hasselnød. Jordbærret placeres med skæresiden nedad.
Sæt kagerne på køl indtil de skal nydes, så chokolade ganachen også kan sætte sig.
Chokolade ganachen blev ekstra lækker med Manuka Honning
Den flydende chokolade ganache sætter sig, når kagerne kommer på køl
I mangel af friske jordbær brugte jeg hele hasselnødder, og det fungerede fint
De lækre små kager opbevares i køleskabet eller fryses