Siden sidst + opskrift på rabarberhorn
Lys i lamperne, kolde øl på altanen, morgenrutine, vinkøleskab droppet (i første omgang), rabarberhorn
Vores lamper har været hængt op i et stykke tid, men uden lys.
Nu har manden jo forstand på el, så det har han nu fået gjort selv. Før vi ser os om, bliver det nødvendigt at tænde lys.
Så er der lys i lamperne
Kolde øl på altanen
Foreløbig nyder vi det gode sommervejr på altanen og slukker tørsten med en kold, alkoholfri øl - Heineken 0,0 kan virkelig anbefales.
Efterhånden findes der mange alkoholfri øl, som smager godt
Morgenrutine
Morgenrutinen er også tilbage på sporet.
Tirsdag og torsdag træner vi i Fit og Sund fra kl. ca. 06.30 og et par timer, og inden vi tager afsted, drikker vi et glas af den grønne drik, som giver os god energi til dagen.
Vores rutine - den grønne drik inden træningen
Vinkøleskab droppet
Det var meningen, at vi ville have et vinkøleskab i køkkenet, men det viser sig, at det er svært at finde et, der ikke fylder for meget i rummet.
Vi har derfor droppet det i første omgang og sætter det skab op, som oprindeligt hørte til køkkenet. Så må vi se på længere sigt, om det skal ændres.
Så kom det oprindelige skab op i stedet for et vinkøleskab
Rabarberhorn - opskrift
Jeg er ved at prøve ovnen af, at den er lidt anderledes end min gamle.
Rabarberhornene har jeg dogallerede bagt to gange, så det går helt godt med afprøvningen.
Du får lige opskriften her:
Ingredienser (ca. 8-10 stk.)
Mørdej: 250 g hvedemel, 150 g koldt smør, 75 g flormelis og 1 æg (eller 2-3 spsk koldt vand).
Fyld/Rabarberkompot: 150 g rabarber (i små stykker), 50 g sukker og lidt vaniljesukker.
Pensling, pynt: 1 æg og perlesukker.
Sådan gør du
Kompot: Kog rabarber, sukker og vanilje ved svag varme i en gryde, til det bliver en tyk kompot (ca. 10-15 minutter). Lad den køle helt af.
Mørdej: Hak det kolde smør i melet. Saml hurtigt dejen med flormelis og æg/vand. Pak den ind og læg den koldt i 30 minutter.
Samling: Rul dejen ud i en stor cirkel (ca. 3-4 mm tyk), og skær den i 8-10 trekanter (som en pizza).
Fyld: Kom to teskefuld rabarberkompot på den brede ende af hver trekant. Rul dem stramt sammen mod spidsen, og form dem til små horn.
Bagning: Pensl med sammenpisket æg og drys med perlesukker. Bag dem ved 200°C varmluft i ca. 12-15 minutter, til de er gyldne og sprøde.
Rabarberhorn bagt med sprød mørdej




